– Inden mystikken breder sig, vil jeg gerne stå frem som den potentielle køber af det gamle mejeri i Marslev, meddeler Mikael K. Bjerre fra BIOBYG ApS.

Jeg er iværksætter og driver virksomheder, som forsøger at løse og diskutere samfundsproblemer. Det gør jeg med netværket Mand&bil og det gør jeg med virksomheden BIOBYG.

BIOBYG arbejder bl.a. med biodiversitet og liv i haven. Virksomheden har værksted på Mejerivejen og derfor kører jeg ofte forbi det gamle mejeri, og jeg ser ikke kun problemer i den gamle ejendom. Jeg ser også nogle muligheder for at lave en relevant undersøgelse af dyr og planters muligheder på området og i det åbne land. Jeg tror man kan lave et ”insekthotel” i national, måske endda i international, klasse.

Sagen om det gamle mejeri i Marslev indeholder mange facetter og ved sin blotte tilstedeværelse deltager området i mange diskussioner på en gang. Det handler om hvad markedet efterlader til samfundet. Det handler om forfald i de mere ydmyg dele af Danmark. Det handler om nogle juridiske konstruktioner i erhvervslivet, som både er nødvendige, men som også har nogle uheldige konsekvenser. Men i denne sammenhæng handler det mest om æstetik – om ”naturen i hovedet”.

Udforingen er at vores ubevidste opfattelse af omgivelserne – naturen – er gennemsyret af begrebet ”pænt”. Om vi vil det eller ej, så er en ensartet bølgende kornmark ”pæn”; Huse og fliser er pæne, når de er algefri og velholdte; Mennesker er troværdige, når deres ansigter er symmetriske og tøjet er ordentligt; Produkter er tiltrækkende, når de ligger pænt indpakket i pæne ensartede stakke på reoler i lige linjer; Porrene i supermarkedet er pænest, hvis der ikke er jord på dem, osv.

Det er så uheldigt at vi elsker ”pænt”, og at industrisamfundets maskiner er særdeles velegnede til at gøre alle ting pæne og ensartede. Problemet er at den industielt fremstillede ide om ”pænhed” bliver en usynlig men formidabel modstander hvis jord, hav, luft og himmel skal være andet end affaldsspand for en syg kulturs ide om vækst.

Mange har fulgt udsendelsen ”Giv os naturen tilbage”, hvor Bonderøven m.fl. forsøger at få insekterne tilbage til Hjørring kommune. Den gode nyhed var at indsatsen bar frugt. Den dårlige nyhed var at modstanden mod rod, grimhed, skadedyr, uorden og slendrian var intens og umiddelbar.

Alle – også jeg – elsker ubevidst ”pænt”, men de dyr og planter, som vi deler omgivelser med, elsker alle de forkerte ting. Rod, råd, ufremkommelighed, irrationel ineffektivitet og midt i det hele står et træ, en blomst eller en fugl der i et øjebliks uopmærksomhed slår os med meningsfuld skønhed.

Nu er vi jo på Fyn, så jeg kunne jo godt nævne et af de eventyr hvor HCA kredser om forskellen på pæn og smuk. Det kunne jo fx være den om den smukke nattergal og den pæne mekaniske nattergal. Men det virker som om Jim Lyngvild pt er mere hot end HCA, så hvorfor ikke et eksempel fra vikingetiden.

Hedeby var i vikingetiden en af de største handelsbyer i Nordeuropa, hvilket også tiltrak nogle af de første kristne missionærer. De byggede små kirker og ringede med kirkeklokker, når der skulle bedes. Det bemærkelsesværdige er beskrivelserne af vikinger, der for første gang hørte lyden af kirkeklokker. De holdt sig for ørerne mens de i panik flygtede fra lyden.

Så træk vejret dybt. Jeg vil gerne, på dette lille område i Marslev, prøve, et kort øjeblik, at sætte den menneskelige ide om pænhed på pause. Jeg vil gerne kigge på dette område med en billes briller. Græsset er underligt højt, når man lægger sig på jorden. Måske kan mejeriet med det høje græs og den høje skorsten blive en visuel kirkeklokke, som ved første øjekast får de moderne vikinger til at flygte i panik, men lidt senere kan mejeriet i Marslev måske bliver en katedral for nye tiders ideer om meningen med det hele.

Og måske bliver der i mellemtiden også noget til mennesker og naboerne. De har Sort sol i Ribe. Måske vil 20.000 flagermus en dag flyve ud i skumringen fra spøgelsesmejeriets skorsten, og synet vil tiltrække turistbusser helt fra Harzen. Måske vil huspriserne endda stige i Møllelaget, fordi nogle tossede københavnske økologer gerne vil bo tæt på en af Danmarks mest interessante biotoper – bygningsbrynet.

For at vende tilbage til den knapt så pæne virkelighed, så misunder jeg ikke det valg som de folkevalgte i Kerteminde kommunalbestyrelse står over for. De kan efterlade ejendommen i det juridiske vakuum, den er havnet i. Men nogen skal vel tilbageerobre et særdeles eksisterende sted fra et firma, der ikke eksisterer, og hvis ikke kommunen, hvem så?

Redskabet til at opløse det juridiske problem er en tvangsauktion, og hvis der ikke kommer et bud, har kommunen brugt ca 20.000 kr. i salgsomkostninger, mens ejerskabet forbliver hos den nuværende ejer. Hvis der kommer et bud, og ejendommen dermed sælges, er ejerskabet og ansvaret flyttet til en person eller en virksomhed, og kommunen har igen en juridisk person at sende opkrævninger og påbud til.

Som input til kommunalbestyrelsens beslutningsproces, vil jeg i dette åbne brev vedstå at jeg har tænkt mig at byde én krone (under et par betingelser som er kommunen bekendt). Jeg har, som beskrevet, tænkt mig at byde på vegne af naturen, og hvis der er nogen der har tænkt sig at byde to kroner på vegne af mennesker, så bliver de ikke overbudt af mig.

Der er ingen mystisk køber til ”spøgelsesmejeriet”. Der er en borger og forretningsmand, som af forskellige årsager kan se muligheder i de værdier, som i øjeblikket ender på samfundets mødding. Jeg kan love at området – med mig som ejer – ikke bliver ”pænt”, og jeg kan love at området bliver mindre farligt, end de biler der kører forbi ude på Mejerivejen. Jeg kan love at jeg tager telefonen, når samfundet ringer, og jeg kan love at en af de første udsmykninger kommer til at bære følgende citat: ”Kamp må der til skal livet gro, ej kamp blot for daglig brød, men kamp for frihed i liv og tro, thi evig stilstand er død!

Med venlig hilsen

Mikael K. Bjerre